Køb roligt alle dine julegaver nu - vi har 365 dage returret

Dart

Dart har i mange år været en populær og alsidig aktivitet, der er kendt som et hyggeligt og socialt spil på værtshuse og barer, men samtidig er en af de mest intense sportsgrene, når mesterskaberne udfolder sig og ruller over skærmen hvert år.

Er du interesseret i det underholdende pilespil, så finder du her alt du skal bruge til spillet.

Læs mere

Dart

Er du interesseret i det underholdende pilespil, så finder du her alt du skal bruge til spillet. Vi har også længere nede samlet en lille guide, der klæder dig på både i forhold til historie, regler og hvordan du finder det rette udstyr.

Hvad end du er nybegynder eller øvet, så er der gode muligheder for at (gen)finde kærligheden til det skønne spil med vores store udvalg og indsigter og tips til spillet længere nede.

Historien bag dart - sådan fandt det vej til både beværtninger og sportsentusiaster

Det menes at dart blev opfundet i England i slutningen af det 19 århundrede. Der gik ikke længe før den nye sport blev fast inventar på engelske pubber og blev udbredt først i Storbritannien og siden resten af verden.

I den spæde begyndelse blev selve dartskiverne fremstillet i egetræ og havde ofte flere og andre former end blot den runde dartskive, som vi kender i dag. Dog havde disse mål af træ en enorm ulempe: Ofte kom der store mærker i træet, som blev til store huller og ødelagde spillet efter noget tid.

Omkring 1930’erne begyndte dartskiverne at blive fremstillet med plantefibre, der var bundet sammen i tætte bundter i stedet. Dette betød, at fibrene blev skilt fra hinanden, når dartpilen landede, og der var derfor lille eller ingen skade påført dartskiven. Denne nye opfindelse blev med det samme et hit. De fleste professionelle dartskiver i dag bliver fortsat fremstillet med sisal eller lignende plantefibre.  

Det første store dart mesterskab blev afholdt i 1978 og siden har det været en fast del af årlige sportsbegivenheder, som særligt har medieopmærksomhed i Vesten, og nok primært stadig Storbritannien.

Dart regler - få styr på reglerne og få mere ud af spillet

Hvad end du har spillet dart før eller er helt nybegynder, så kan det være rart at få genopfrisket reglerne. Reglerne er trods alt det, der gør spillet skægt at dele med andre, og gør det nemt at finde ud af, præcis hvad man skal have styr på, hvis man vil mestre dette spil.

Flere forskellige spil kan blive spillet på en dartskive, men det mest almindelige er et spil, hvor én spiller ad gangen skyder tre dartpile mod en dartskive. De mest almindelige spil med dart spilles mellem to deltagere eller modstandere.

Spillet begyndes typisk med, at begge deltagere forsøger at ramme midten af dartskiven (bull’s eye). Den spiller som kommer tættest på midten, bestemmer hvem der får lov at starte spillet.

Modsat andre spil handler det mest almindelig spil dart om at reducere sin point score. Det vil sige, at begge deltagere begynder med en score (typisk 301 eller 501), som de skal reducere til nul gennem skud mod dartskiven, hvor forskellige felter herpå mindsker deres score med et bestemt antal point.

Det ultimative formål, og det som afgør spillet, er at komme først til 0 point. Når en spiller rammer nul, kaldes det ”at checke ud”. Den sidste dartpil skal ramme enten bull’s eye (midten af dartskiven), eller det som kaldes et dobbelt segment, som er de felter, der udgør den yderste skive af felter på dartskiven.

Hvis en spiller kommer under 0 point, ender på 1 point, eller lander på 0 uden at slutte af med et dobbelt segment eller bull’s eye, bliver runden diskvalificeret og spillerens score sættes tilbage til hvad den var, før hans eller hendes tur. Dette skyldes, at de ovenstående resultater ikke giver mulighed for at lande på 0 via et dobbelt segment eller bull’s eye i den efterfølgende runde.  

I visse tilfælde er det kun den ene pil, der giver et af de ovenstående resultater, som ikke tælles med, men traditionelt set diskvalificeres hele runden.

Et spil dart kan afsluttes med hvilken som helst af de tre pile, du har til rådighed hver runde, og du behøver således ikke bruge alle tre pile på din sidste runde.

Sidst men ikke mindst er det vigtigt at vide, at dart er en gentleman sport, hvor det ikke er tilladt at distrahere sin modstander, mens der spilles. Det vil sige, at du ikke må tale unødigt til din modstander, mens de skal til at skyde, og du må heller ikke komme med tilråb.

Hvis der er en dommer til stede, er det desuden denne som har uovertruffen suverænitet i forhold til at vurdere hvert enkelt skud, samt afgøre fejl og udråbe vinderen.

Elektronisk dart - gør spillet lidt sjovere

Allerede i slutningen af 1970’erne begyndte virksomheder at fremstille elektroniske dartskiver. Disse dartskiver har elektroniske computere installeret, som registrerer pointene, der scores hver runde.

I denne udgave af spillet, har pilene det, som kaldes bløde ender (soft tips). Du skal altså have særlige dartpile til et elektronisk dartspil, da almindelige pile med metalspidser ellers ødelægger dartskiven.

Denne version af dartspillet gjorde blandt andet at spillet blev væsentligt mere udbredt i USA, og gjorde det også i manges øjne til et sjovere spil. Pludselig var der ikke behov for, at man skulle holde styr på pointene med hovedregning og pointblokke mellem runderne – hvilket somme tider var svært, hvis der samtidig blev drukket øl og der var god stemning. Nu kunne man bare fokusere på spillet og på at have det sjovt.

De fleste elektroniske dartskiver i dag kommer desuden programmerede med forskellige spil på. Det betyder, at det er utroligt nemt at prøve sig ad med forskellige versioner af spillet uden at skulle sætte sig systematisk ind i hver af disse på forhånd.

En anden fordel som mange nyder ved de elektroniske dartskiver er også, at du slipper for at bekymre dig om huller i væggen bag ved eller ved siden af dartskiven. Netop denne risiko er en primær hæmsko for mange, og gør at en del mennesker ikke vælger at have dart inden for i deres hjem, eller for tæt på skrøbelige vægge og døre udenfor.

De elektroniske dartskiver har desuden ofte mulighed for, at mange spillere kan være med samtidig. Det er ikke unormalt, at en elektronisk dartskive kan håndtere mellem fire og otte spillere, og I kan på den måde nemt få en utroligt sjov social stund eller aften med en elektronisk udgave af dartspillet.

Umiddelbare fordele ved en elektronisk dartskive:

  • Pile med bløde ender, så du ikke skal bekymre dig om skader fra vildfarne pilespidser
  • Pointene tælles for jer automatisk, så I ikke selv skal gå og regne
  • Typisk er der mange forskellige spil installeret, så I er sikret god variation
  • Mange spillere kan være med samtidig!

Køb dit elektroniske dartspil i dag, og få masser ud af det herlige spil. Det kan både hænges op uden for til de lune forårs- og sommerdage, og kan ligeledes benyttes indenfor på køligere dage.

Dart skive - sådan vælger du den rigtige

Hvis du har besluttet dig for at prøve kræfter med dart, er noget af det første du skal tage stilling til, hvilken dartskive, du godt kunne tænke dig.

Ovenfor er listet nogle af fordelene ved en elektronisk dartskive. Hvis du er mere til de konventionelle udgaver, er der andre fordele ved disse. For eksempel kan mange spillere rigtig godt lide følelsen af de lidt tungere dartpile med metalspidser, da de ligger anderledes i hånden. Det betyder, at både selve kastet, men også lyden af pilen, der rammer dartskiven, er anderledes – og for nogle spillere er dette mere tilfredsstillende.

Samtidig er der flere som synes, at det at kunne notere pointene løbende er en fundamental del af spillet. Når det netop er en gentleman sport og man ikke må håne eller komme med tilråb, kan der være en vis tilfredsstillelse i at kunne gå og nedjustere sin score løbende i stilhed.

Desuden skal du med en konventionel dartskive ikke tænke på at oplade den eller skifte batterier – her er skiven altid klar, og du kan hænge den op hvor som helst og når som helst, du har lyst til at spille.

Sidst men ikke mindste behøver du ikke bekymrer dig om vand eller fugt, hvis du vælger en konventionel dartskive. Så længe du har et godt sted at hænge din dartskive, så du ikke behøver bekymre dig om uønskede huller eller mærker bag ved eller omkring dartskiven, så er der mange fordele ved en konventionel én af slagsen.

Fordele ved en konventionel dartskive:

  • God tyngde og følelse i kastet med pile med metalspids
  • Mulighed for at tælle pointene selv og holde regnskab
  • Ingen bekymringer i forhold til, om der er strøm på dartskiven
  • Færre bekymringer i forhold til regn, fugt eller vand

Når du har besluttet dig for, hvorvidt du vil have en konventionel eller elektronisk dartskive, kan det være en fordel at kigge på nogle forskellige varianter, og finde en der passer til netop dit behov.

Der er stor forskel på dartskiver i dag, og der fremstilles en bred vifte af skiver, som har forskellig kvalitet og pris. For eksempel findes de fra helt simple modeller, som blot er en skive, til meget avancerede modeller, hvor der blandt andet er indbygget skab, så du kan gemme spillet væk, når det ikke bruges.

Ved et indbygget skab, er der typisk plads til opbevaring af pile, samt i nogle tilfælde medfølgende ”score boards”, som I kan notere på undervejs, så I ikke behøver have papir på jer, eller have fat i telefonerne for at holde styr på jeres point. 

Dart afstand - hvilke afstande skal I have styr på? 

Hvis du ønsker at spille dart efter reglerne, findes der ret præcise retningslinjer i forhold til, hvor skiven skal hænge, og hvor du skal skyde fra for at dit kast kan tælles og er gyldigt.

Først og fremmest skal skiven hænge således, at midten af skiven (bull’s eye) er 173 cm fra jorden. Dette betragtes som ca. øjenhøjde for de fleste voksne mennesker, og giver derfor gode og lige forudsætninger for at kunne ramme midten. 

Afstanden som du som spiller skal have fra skiven er præcis 2,37 meter. Dette måles fra forsiden af skiven – har skiven en vis tykkelse eller er den monteret på et udhæng, skal du således rykke skudlinjen baglæns, så afstanden er 2,37 meter.

Netop denne regel kom til verden som et kompromis mellem, hvad Storbritannien gjorde og hvad resten af verden spillede med.

Spillerne må på intet tidspunkt overtræde denne ”tå-linje” i løbet af deres tur. Dette gælder hele foden og fodtøj, som ikke må røre linjen, men skal være på den anden side. Til gengæld må du gerne stå længere tilbage eller læne dig frem over linjen med overkroppen, hvis dette ønskes.

Dog bør man overveje, hvorvidt dette kan svare sig – hvis man er 1,73 m høj eller lavere, kan det være en ulempe at bøje sig ned, da man på den måde ikke længere har midten af skiven i øjenhøjde. Men der er ingen regler om dette, og så længe du står bag den angivne linje, må du stå i lige præcis den stilling, du ønsker.

Dart pile - det skal du kigge efter

Når du er på jagt efter dine første dartpile eller bare et sæt nye pile til dit dartspil, er det igen vigtigst at de passer til din dartskive.

Hvis du har en elektronisk dartskive, skal du kigge efter pile med bløde spidser, også kaldet ”soft tip” pile. I mange tilfælde kan du også købe ”soft tips” til dine almindelige dartpile, som du skruer på – det gør dem kompatible til elektroniske dartskiver.

Hvis du har en konventionel dartskive, skal du selvfølgelig kigge efter konventionelle pile. Også her findes der et relativt bredt spektrum af pile, som spænder fra både billige til ganske dyre. De billige dartpile vil typisk være fremstillet af messing eller nikkel og vil i nogle tilfælde kunne danne rust, hvis de efterlades udenfor. Billige dartpile kan dog være ganske udmærkede til fritids- og hobbybrug eller hvis du for eksempel ønsker et simpelt begyndersæt eller et dartsæt til sommerhuset.

Et af de gode mærker inden for dartpile, er Harrows. Dette engelske mærke blev stiftet i London i 1973, og har siden da specialiseret sig i at fremstille udstyr til dart i høj kvalitet.

De rigtigt gode dartpile er typisk fremstillet af forskellige materialer, for eksempel både stål, titanium og tungsten (også kendt som wolfram). Dartpile med tungsten i bundstykket, og titanium på overfladen, giver et suverænt godt greb, og sikrer at pilen ikke glider mellem fingrene på dig, når du kaster. Desuden vil pile fremstillet i tungsten typisk være tyndere, og have lettere ved at blive på skiven – og du vil også kunne skyde disse pile tættere på hinanden, fordi de fysisk fylder mindre på skiven.

Dartpile kommer desuden i forskellige vægtklasser, hvor nogle altså er tunge og andre er lettere i det. Hvad man foretrækker, er meget individuelt. Hvis du er nybegynder, kan det derfor være en idé at købe nogle forskellige pile, og finde frem til hvilken tyngde, du bedst kan lide at skyde med.

For at holde din pile skarpe og gode, kan det være en god idé at købe en pilesliber. Når dine pile har spidse ender, er det nemmere for dem at ramme og sidde fast i dartskiven. Husk på, at ifølge de almindelige regler, så tæller en pil ikke, hvis den falder af dartskiven, inden pointene er noteret.

 

Vi håber, at du med denne guide er blevet klogere på dart som spil, sport og aktivitet, samt at du er blevet bedre informeret om, hvilket udstyr du skal anskaffe for at få mest muligt ud af din oplevelse.

Se vores store udvalg af både dartskiver, dartpile og tilbehør, og bliv klar til mange timers sjov med verdens sjoveste pilespil!

dk